Præventation og abort

ca. 25% af graviditeter i DK er uventede, men ønskede.
ca. 15% er direkte uønskede. I Danmark er der 16 aborter per 1000 kvinder.

Kondom
Velegnet når samtidig beskyttelse mod seksuelt overførte sygdomme ønskes.
Oftest lavet af latex (gummi). Evt påført glidecreme, som kan være tilsat sæddræbende middel, spermicid, og som også yder en vis beskyttelse mod bakterier og formentlig også HIV.
Nedsætter sensibiliteten af penishovedet (ulempe/fordel)
Ekstra lubrikans (glidecreme) til kondomer må kun være vandbaseret (ikke olie, creme eller vaseline).
Risiko for bristning af latexkondomer: 1-10% Hyppigere ved analt samleje.

Pessar
Velegnet til kvinder med god kropsbevidsthed og planlagt seksuel aktivitet.
Bør kun benyttes samtidig med spermicid (pessarcreme).

Kan øge risikoen for at få en urinvejsinfektion (2-3 x hyppigere end hos p-pillebrugere) formentlig pga tryk på urinrøret og/eller fordi spermicid kan ændre bakteriefloraen i skeden.
Ved en gynækologisk undersøgelse hos lægen tages mål til størrelsen af pessaret. NB der skal laves ny måltagning ved vægtændring på (+/-) 5 kg og efter fødsler.
Når pessaret er sat op, bør kvinden hoste kraftigt et par gange og dernæst kontrollere placeringen. Pessaret må ikke kunne føles, når hun går rundt.
Et pessar bør tidligst opsættes 6 timer før samleje. Det er lige meget om kuplen på pessaret vender op eller ned. 2 cm pessarcreme påføres begge sider og noget på kanten også. Hvis der går mere end 2 timer efter opsætning før samleje suppleres med mere pessarcreme. Dette gøres også før senere samlejer. Pessaret skal sidde mindst 6 timer efter samleje.
Benyt kun vandbaseret glidecreme.
Kan evt benyttes ved samleje ved samtidig menses.
Et pessar holder normalt i 2-3 år. Koster ca 50,- per år.

Spermicid (sæddræbende midler)
Skum indføres fra op til 1 time før. Vagitorier senest 10 min før. Giver ofte svie og kløe.
Ringe effekt. Kan ikke anbefales som eneste prævention.

Spiral

  • Velegnet til kvinder som
  • har født mindst en gang,
  • har regelmæssige, ikke kraftige menstruationer.,
  • ingen blødning mellem menstruationer,
  • har en normalt stor, regelmæssig livmoder,
  • ikke har haft underlivsinfektioner,
  • ikke lider af sygdomme der disponerer til infektioner og
  • lever i et monogamt forhold

Ca 100.000 kvinder i DK har spiral nu.
En spiral hæmmer sædcelle og ægcellefunktionen i livmoderen.
En spiral opsættes umiddelbart efter en menstruation, så man kan være sikker på, at kvinden ikke er gravid.
Klamydiapodning tages før eller ved oplægning af spiral. Ved positiv dyrkning kan behandling gennemføres uden at spiralen fjernes.
Ved underlivsbetændelse med smerter i underlivet og/eller gulligt, ildelugtende udflåd bør spiralen fjernes samtidig med antibiotikabehandling påbegyndes.

Gestagenspiralen (Mirena tidligere kaldet Levonova) giver flad slimhinde i livmoderen og derfor svagere menstruationer. Den ændrer desuden sekretet i livmoderhalsen, så sædceller ikke kan trænge op i livmoderen.
Gestagenspiralen kan anvendes til kvinder med øget risiko for kredsløbssygdomme, men ikke ved aktiv blodpropsygdom og heller ikke ved nedsat leverfunktion.
Der vil meget ofte være pletblødninger det første halve år efter oplægningen.
Den giver hos op til 10% hovedpine, brystspænding og humørsvingninger.
Levonova er velegnet til kvinder, som har kraftig menstruationer, fordi den giver svagere menstruationer. Nogle få holder endda helt op med at menstruere. Den er desuden endnu mere sikker end kobberspiraler.
Kan købes på apoteket, når man har en recept fra lægen.
Denne hormonspiral koster ca. 250,- per år.

Kobberspiralen kan også bruges som nødprævention indtil 5 dg efter det formodede ægløsningstidspunkt. Graviditetstest anbefales 3-4 uger senere som altid ved nødprævention.
Kobberspiraler giver 50% øget blødningsmængde. Der findes flere modeller på markedet, og de er i håndkøb på apoteket.
Spiralen fjernes hvis kvinden bliver gravid og ønsker at gennemføre graviditeten. Risiko for sen abort hvis den ikke fjernes. Graviditetens placering undersøges ved en ultralydsscanning.
En spiral kan opsættes lige efter en menstruation eller en abort og ved undersøgelsen 8 uger efter fødslen. Kontrol 3 måneder efter opsætning og en gang om året.
Prisen på en kobber spiral er ca 50,- per år.

P-piller
P-piller, som har fået navn efter Gregory Pincus, som udviklede den første p-pille, blev introduceret i 1966.
I 2008 blev 402.808 kvinder i Danmark mellem 15-44 år behandlet med p-piller. Mere end 60 millioner brugere i verden.
Der er ikke behov for en gynækologisk undersøgelse, før man begynder på p-piller.
Hvis kvinden er ældre end 25 år: blodtryksmåling måling før.
Hvis hun er mere end 23 år: celleprøve fra livmoderhalsen, hvis ikke en sådan er taget inden for de seneste 3 år.

Generelt er p-piller meget sikre. Når man begynder på p-piller, starter man på første blødningsdag i den næstkommende menstruation, og derefter tages de helst på samme tidspunkt hver dag i 3 uger. Herefter holder man 7 dages pause, og i denne periode kommer en ofte svagere menstruation.

Glemmer du en p-pille, og der ikke er gået mere end 12 timer, tager du blot den glemte pille og fortsætter. Er der gået mere end 12 timer skal du benytte ekstra beskyttelse fx kondom i resten af den cyklus.

Hvis der er mere end 7 piller tilbage tager du pakken færdig og så holder du som vanligt en uges pause og begynder dernæst på en ny pakke.

Er der mindre end 7 dage tilbage i pakken, tager du pakken færdig og går direkte videre til en ny pakning uden at holde pause.

Har du glemt to p-piller, så tag dem, men benyt ekstra beskyttelse i resten af den cyklus. Har du glemt at tage 3 piller droppes resten af pakken, og du holder 7 dages pause, inden du begynder på en ny pakning.

P-piller kan virke dårligere, hvis kvinden får antibiotika eller hvis hun har opkastning og/eller diarre. Anden prævention må da benyttes i den pågældende cyklus.

Hvis der i kvindens familie er øget forekomst af blodpropsygdomme henvises hun til koagulationslaboratoriet mhp screeningsundersøgelse for de hyppigste genetisk betingede dispositioner for blodpropper (faktor V Leiden, eller nedsat protein S- eller C-aktivitet). Det ses hos ca.5% i DK og medfører 5-10 x øget risiko for at få blodpropper i benene. O,2% har dobbeltanlæg af gendefekten faktor V Leiden og har en ca 30 x øget risiko for trombose.

Alle p-piller indeholder det samme østrogen, nemlig etinyløstradiol, men i lidt forskellige mængder. Det andet stof p-piller indeholder, gestagenet, er forskelligt i de fleste p-piller. Nogle p-piller er dog helt identiske, men sælges blot under forskellige navne.
Der er mere end 30 forskellige præparater i Danmark.
Man har delt dem op i ”generationer” efter hvornår de kom på markedet.

1. generations p-piller: Etinyløstadiol (EE) og norethisteron (fx Econ)
2. generations p-piller: EE og levonorgestel eller norgestimat (fx Microgyn (=Malonetta), Trinordiol, Triquilar; Cilest)
3. generations p-piller: EE og desogestrel eller gestoden (fx Mercilon, Gracial; Harmonet, Minulet (= Lindynette), Milvane, Tri-Minulet)
Som 4.generation er tilkommet p-pillerne Yasmin, Yasminelle og Yas som indeholder gestagenet drospirenon.
Senest er Qlaira,som er en ny flerfase p-pille, der adskiller sig fra andre p-piller ved at indeholde naturligt østrogen i form af østradiolvalerat kombineret med gestagenet dienogest (et 1. generationsgestagen med mulig anti-androgen virkning.) kommet på markedet.

Følgende kvinder bør ikke få p-piller:

  • tidligere selv haft blodpropper i arme eller ben
  • vanskeligt behandleligt blodtryk
  • levercancer, leverbetændelse, skrumpelever
  • >30 år og migræne med aura
    Migræne fordobler risikoen for blodprop i hjernen. Migræne med aura 6 dobler.
    Hvis en kvinde udvikler migræne med aura i forbindelse med brug af p-piller, bør hun ikke længere tage p-piller.

Kontrol: 1. gang efter 3 måneder hvor blodtrykket måles.
Man kan udvikle forhøjet blodtryk ved brug af p-piller, men det er sjældent. Det stiger gennemsnitligt 3-5 mm Hg.
Nogle tager lidt på i vægt. (pga væske, ikke fedt)
Evt. humørændring.
Ændrer ikke sexlysten.
Kan evt benyttes under amning. Der er ikke påvist skadelig indvirkning på barnet. Nedsætter formentlig mælkeproduktionen lidt.
Brystkræftrisiko let øget ved mange års brug. Efter ophør af p-piller svinder den øgede risiko gradvist og er væk efter 10 år.
Cancer risiko i livmoder og æggestok reduceret med 40-50% mens p-piller benyttes. Risiko for godartede cyster i æggestokkene og menstruationsgener mindskes.

Lavdosis p-piller: flere gange øget risiko for blodpropper i benene og en let øget risiko for blodprop i hjernen.
Meget tyder på, at 3. generations p-piller medfører lidt større risiko for blodpropper i benene. Risikoen aftager med tiden. Der er dobbelt så stor risiko for blodprop det første år. I gennemsnit er risikoen 3 x øget, men da risikoen normalt er uhyre lille, medfører denne risikoøgning, at der fortsat er en meget lille risiko, hvis man ikke er omfattet af de ovenfor nævnte risikogrupper.

2. generations p-piller bør foretrækkes til:

  • overvægtige
  • kvinder med familiær forekomst af blodpropper
  • 3. generations p-piller foretrækkes hvis kvinden
  • ryger
  • har haft blodprop i hjertet eller forekomst af blodprop i hjernen i familien
  • forhøjet blodtryk
  • højt kolesterol indhold i blodet
  • migræne

Normalt er der 21 tabletter i en p-pille pakke. Der findes dog også p-piller, som fås i 28 stk pakker (Marvelon 28). I disse pakker er der 21 p-piller og 7 piller som ikke indeholder et aktivt stof. Fidusen er, at man blot skal tage en pille hver dag, og således ikke skal holde pause og specielt ikke skal huske at begynde igen efter en uges pause.

Der findes også en p-piller med kun gestagen (Cerazette). Den indeholder desogestrel i en dosis, som sikrer, at der ikke er ægløsning (lige som Implanon, som er en stav som opereres ind under huden), men som oftere end andre p-piller giver blødningsforstyrrelser.

NuvaRing er en speciel p-pille udformet som en ring, som kvinden sætter op dybt i skeden en de første dage i menstruationen og lader sidde i 3 uger. Kondom anbefales de første 7 dage efter den første ring er sat op. Efter 3 uger tager hun den ud og får menstruation og sætter en ny ring op efter en uges pause. Den kan også tages ud i op til 3 timer i forbindelse med seksuel aktivitet. Pga den konstante hormonafgivelse er der færre blødningsforstyrrelser end ved p-piller. Denne mulighed er ca 25% dyrere end de dyreste almindelige p-piller.

Evra er et p-pille plaster som skiftes en gang om ugen i 3 uger og herefter er der en uge hvor der ikke benyttes plaster. Plastret giver ligesom ringen færre blødningsforstyrrelser end p-piller. Prismæssigt på niveau med NuvaRing.

P-piller koster fra 400,- til 850,- om året.

Mini-piller
Kan også anvendes af kvinder med sukkersyge, forhøjet blodtryk og overvægt samt diegivende. Giver oftere blødningsforstyrrelser end p-piller (knap 50%). 10% holder op med at have menstruation mens de tager mini-piller.
Bør ikke benyttes hos følgende:

  • uforklaret blødningsforstyrrelse
  • aktiv leverlidelse
  • ubehandlet brystcancer

Anbefales ligesom p-piller, at begynde at tage dem på 1. menstruationsdag. Herved ikke behov for supplerende prævention indtil de virker.
Efter ca 2 dage ændres sekretet i livmoderhalsen, så det bliver ugennemtrængeligt for sædceller.
Effekten er størst efter 3-4 timer og holder ca 24 timer. Mini-piller bør derfor tages på samme tidspunkt hver dag (inden for max 3 timer) og indtagelsen bør afpasses tidspunkterne for seksuel aktivitet.
Som ved p-piller kan medicin mod epilepsi og antibiotika øge leverens nedbrydning af p-pillerne og dermed give en svagere virkning.
Mini piller koster fra 400,- til 700,- om året.

Gestagenimplantat
Implanon er en lille stav, som ved en lille operation lægges ind under huden på overarmen. Den indeholder etonorgestrel, som er et gestagen. Godkendt til brug i 3 år.
Medfører (ligesom p-pillen Cerazette) hæmning af ægløsningen. Denne virkning opnås efter ca 8 timer. Metoden er effektiv i den aktuelle cyklus, hvis den lægges senest 5 dage efter menstruations start.
40% får ændret blødningsmønster. 21% holder op med at have menstruation, 23% får længere menstruationscyklus og 16% får hyppigere og længerevarende blødninger. Vægtstigning ses hos 21%
Anvendelse til diegivende kvinder og kvinder med øget risiko for blodpropper ikke belyst.
Denne præventionsform er næsten dobbelt så dyr som en gestagenspiral, den kan kun sidde i 3 år (ca 450,- per år) og den kan være vanskelig at fjerne ved den lille operation, som kræves. Den efterlader derfor også et lille ar på overarmen.

Nødprævention
En kobberspiral kan opsættes indtil 5 dage efter det formodede ægløsningstidspunkt.

Fortrydelsespillen NorLevo (1,5 mg levonorgestrel) skal tages inden for 72 timer. Fås i håndkøb på apoteket for ca 100 kroner.
Medikamentel nødprævention, NorLevo, er dobbelt så effektiv, hvis den gives inden for 24 timer, end hvis den gives efter 48 timer. Hyppige bivirkninger er: træthed.kvalme.underlivssmerter og/eller vaginal blødning

Sterilisation
En ret som alle myndige personer, som er mere end 25 år med bopæl i Danmark, har.
Personer yngre end 25 år kan søge om tilladelse hos samrådet i regionen.
Meget lille indgreb hos mænd. Foregår ambulant også hos praktiserende speciallæger og er gratis. Tre måneder efter skal en sædprøve undersøges. Først når der ved denne undersøgelse i sæden ikke er fundet sædceller, kan anden prævention droppes.
Meget stort indgreb hos kvinder, som foregår under fuld bedøvelse på hospitalet.
Der er lige mange kvinder og mænd, som bliver steriliserede i Danmark. (i alt knap 11.000 i DK i 1999)
Globalt set steriliseres 3 x så mange kvinder som mænd.
Sterilisation har ingen indflydelse på hormonproduktionen.
Metodesvigt, hvor der efter operationen fortsat er risiko for graviditet, ses hos 0,8 – 4%.
Hos knap 50% lykkes det at genskabe forholdene kirurgisk, hvis man senere fortryder.

Sikre perioder
Ægcellen lever 1 døgn efter ægløsning. Sædceller lever 5 døgn i kvinden efter et samleje.
Det betyder, at samlejer der finder sted i ugen op til, ved og nogle dage efter ægløsningen er meget usikre.
Ægløsningstidspunktet kan variere. Perioden, hvor der ikke er risiko for graviditet ved et ubeskyttet samleje, er derfor vanskelig at fastsætte.
Nogle kvinder mærker ægløsningen som en smerte i højre eller venstre side af underlivet, sv. t. at der er ægløsning skiftevis i højre eller venstre side ofte ca 2 uger efter 1. blødningsdag i en 28 dages menstruationscyklus.
Nogle bemærker også at udflåddet samtidig bliver mere vandigt klart. En sådan regelmæssighed gør det lettere at bestemme ægløsningstidspunktet.
Generelt må “sikre perioder” dog betragtes som en meget usikker præventionsmåde.
Metoden er mere sikker, hvis den kombineres med afbrudt samleje, hvor manden undgår sædafgang i skeden.

Abort
Graviditetens længde beregnes altid ud fra den første blødningsdag i den seneste menstruation.

Til og med 8. uge kan aborten laves medicinsk, som foregår ambulant på hospitalet. Efter en ultralydsscanning, som vurderer fosterets størrelse får kvinden en pille, som dræber fosteret. To dage senere møder hun igen på hospitalet og får en stikpille i skeden, som medfører blødning og veer, hvorved det døde foster kommer ud. Hun bliver nogle få timer i afdelingen. En uge efter skal kvinden på hospitalet til blodprøvetagning, så graviditetshormonet, HCG kontrolleres. Tallet skal da være faldet til under det halve af værdien, som ved det første ambulante besøg på sygehuset.

Kirurgisk abort kan laves til og med 12. graviditetsuge. Kvinden møder da fastende på gynækologisk afdeling på hospitalet om morgenen og får i fuld bedøvelse lavet indgrebet. Hun går hjem senere samme dag.

Hvis hun ønsker at tage p-piller, skal hun begynde umiddelbart efter aborten.
Efter en abort anbefales kvinden at blive kontrolleret to uger senere hos egen læge.
Blødning er normalt i aftagende styrke op til 4 uger efter en abort.
Hvis tidsfristen, 12.uge, er overskredet eller hvis kvinden er yngre end 18 år og ikke ønsker at forældrene involveres kan der søges om tilladelse i Abort og sterilisationssamrådet i amtet.

Nix pille Teoretisk uhyre effektivt.

Før graviditet
Bliv vaccineret mod røde hunde, hvis du ikke allerede er blevet det fx ved MFR vaccinationen (også kaldet paraplyvaccinationen, som er en vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde). Du kan ikke regne med at have haft det, fordi dine forældre mener at kunne huske det. Det har vist sig, at der er mange andre virusinfektiner, som kan ligne røde hunde. Der er meget stor risiko for fosterskade (ca 75% risiko) ved infektion i de første 3 måneder af graviditeten.

Drop rygning. Der er øget risiko for at barnet får astmatisk bronkitis, hvis den gravide og/eller hendes samlever ryger.

Tag et tilskud på 400 mikrogram folinsyre hver dag. Mange multivitaminpiller indeholder denne dosis. Grønne grøntsager og bælgfrugter (ærter og bønner) har et højt indhold af folinsyre,og brød, frugt, ost og leverpostej indeholder en del, så derfra kan man også få det. Begynd at tage folinsyre fra graviditet planlægges og til og med 3 måneder henne i graviditeten.

Tager du medicin eller har du et misbrug, så tal med lægen, så du kan få justeret medicinen eller komme ud af et eventuelt misbrug.